Medie: Danskere skal ikke stemme om bankunion

Danskerne skal ikke til folkeafstemning om bankunion, fordi Danmark ikke afgiver ubestemt suverænitet. Det vurderer Justitsministeriet i regeringens rapport, som anbefaler, at Danmark går med i bankunionen.

Det skriver DR.

Regeringens rapport viser, at Danmark ifølge Justitsministeriet ikke afgiver suverænitet i ubestemt omfang efter grundlovens paragraf 20, hvis Danmark går med i den europæiske bankunion, erfarer DR Nyheder.

Hvis et flertal i Folketinget støtter dansk deltagelse i EU's bankunion, går vi ind i en union med to dele:

Et fælles overnationalt banktilsyn i Den Europæiske Centralbank (ECB) sikrer, at bankerne er sunde, og fælles regler afgør, hvordan man afvikler syge banker.

Regeringen offentliggør klokken 11 sin analyse med en anbefaling af et ja.

Det erfarer Jyllands-Posten fra en centralt placeret kilde i regeringen.

Justitsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet har vurderet dansk tilslutning. Justitsministeriets "kronjurister" vurderer i EU-sager altid, om vi afgiver suverænitet efter grundlovens paragraf 20.

I foråret viste det sig, at økonomiminister Morten Østergaard (R) er fortaler for et ja til bankunionen. Flere partier har bedt regeringen fremlægge embedsmændenes rapport.

Traditionelt kræver Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance folkeafstemning i EU-sager.

Det fælles banktilsyn hedder Den Fælles Tilsynsmekanisme. Tilsynet skal holde øje med cirka 6000 banker.

ECB vil føre tilsyn med de 150-200 største banker. I Danmark er det de "systemisk vigtige banker", hvor et bankkrak kan være et problem for samfundet og ikke blot for banken.

Det drejer sig om Danske Bank, Nordea, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank. Hvis Danmark går med i bankunionen, får de banker besøg af tilsynsfolk fra Frankfurt.

/ritzau/

Dagens Gossip