Medie: Dødstal i Gaza er nu på over 900

Skrevet af admin

26/07/2014

Dagens topnyheder

Der blev lørdag fundet mindst 35 dræbte palæstinensere i murbrokkerne forskellige steder i Gaza, hvormed dødstallet er nået op på over 900, siden Israel den 8. juli indledte en militær operation mod Hamas, siger hospitalskilder til det franske nyhedsbureau AFP.

En talsmand for udrykningstjenesterne, Ashraf al-Qudra, siger, at de dræbte er blevet fundet i timerne efter, at en humanitær våbenhvile trådte i kraft tidligt lørdag.

Han siger, at 13 af de dræbte blev fundet i Shejaia i den østlige del af Gaza City, mens 13 blev fundet i Deir al-Balah og Nusseirat i det centrale Gaza, mens ni blev fundet i den nordlige del af Gazastriben.

Et israelsk angreb kort før den humanitære våbenhvile trådte i kraft blev 20 mennesker dræbt, heriblandt 11 børn, hvor de flere var fra en enkelt familie.

- Angrebet i det sydlige Khan Yunis ramte familien Najjars hjem. Mindst 14 medlemmer af klanen blev dræbt, siger Ashraf al-Qudra.

Det israelske militær og Hamas-bevægelsen indledte lørdag morgen en 12 timer lang periode uden kampe og luftangreb i Gazastriben. Våbenhvilen skal gøre plads til humanitær hjælp, og ifølge Hamas bakker også andre militante grupper i området op om pausen i kamphandlingerne.

Israel siger, at landet med det midlertidige stop af offensiven ønsker at åbne et "humanitært vindue i Gazastriben".

Det Hamas-ledede indenrigsministerium i Gaza har advaret folk mod at nærme sig bygninger, der er blevet bombet under den israelske offensiv, eller militantes tilhørssteder på grund af fare for "sprængfarlige objekter".

Konflikten begyndte 8. juli, da Israel satte gang i en militæraktion, der skulle sætte stop for militantes raketangreb fra Gaza. Konflikten har samtidig kostet 37 israelske soldater livet. To civile israelere er blevet dræbt. Det samme er en thailandsk gæstearbejder i landet.

/ritzau/AFP