Medie: Formand for Dansk Byggeri involveret i kartelsag

I en af de hidtil mest omfattende sager om karteldannelse i byggebranchen har Bagmandspolitiet udstedt bøder for mere end 27 millioner kroner til 25 virksomheder.

Blandt de 25 virksomheder er ifølge TV2 Finans Skou Gruppen, hvor formanden for Dansk Byggeri, Martin Skou Heideman, er både direktør og medejer.

Overfor TV2 afviser Martin Skou Heideman alle anklager om, at Skou Gruppen skulle have lavet kartelaftaler.

- Jeg er målløs. Det må jeg sige. Vi er ikke blevet sigtet, vi er ikke blevet ransaget, og vi er heller ikke blevet afhørt af politiet. Og når der så dumper et bødeforlæg ind, så bliver man rimelig overrasket. Det er jeg i hvert fald blevet, siger han til tv2.dk.

- Vi har strenge instrukser til vores medarbejdere, vi har procedurer for ikke at skulle blive indblandet i den slags der. Så derfor er jeg sikker på, at vi ikke er indblandet i noget kartelvirksomhed, siger Martin Skou Heidemann.

Skou Gruppen vil nu tage henvendelse til Bagmandspolitiet for at få en forklaring på bødeforlægget, skriver tv2.dk.

Ifølge chefen ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK,- også kendt som Bagmandspolitiet -, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, er der tale om en af de mest omfattende kartelsager man hidtil har set i Danmark.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har udstedt et stort antal bødeforelæg på baggrund af en grundig efterforskning om ulovligt aftalte priser på byggerier til en samlet værdi af omkring 400-500 millioner kroner, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Oprindeligt sigtede SØIK 33 virksomheder for ulovligt at aftale priser på byggerier til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner.

Med bødeforelæg til de 25 virksomheder mangler der kun ganske få af de resterende virksomheder, og statsadvokaten forventer, at anklagemyndigheden har afsluttet disse sager inden årets udgang.

Dermed er den samlede kartelsag rykket et stort skridt nærmere en afslutning. Men virksomhederne kan tage sagen i retten, hvis de ikke vil betale bøderne.

Det konkrete sagskompleks om byggekartellet drejer sig om brud på konkurrenceloven gennem koordinering af budpriser på både private og offentlige byggerier, herunder opførelse af skoler og plejehjem for offentlige midler.

/ritzau/

Dagens Gossip