Medie: Frankrig kræver 7,5 milliarder i skat fra Google

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

De franske myndigheder har besluttet at fremsætte et skattekrav på 7,5 milliarder danske kroner mod internetgiganten Google. Det skriver det franske ugemagasin Le Point.

Såvel en talsmand fra Google i Frankrig som det franske finansministerium afviser at kommentere Le Points historie.

Frankrig er et af en lang række lande, som forsøger en mere aggressiv tilgang til multinationale selskaber, som landene mener, omgår skattelovgivningen i forsøget på at betale mindre i skat.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Google sænket sin skatteindbetaling i Frankrig ved at kanalisere det meste af sine indtægter gennem et hollandsk selskab til et holdingselskab i Bermuda - inden det til slut indrapporteres i Googles afdeling i Irland, som har en lavere skattesats.

Analytikere anslår, at Google genererede indtægter for mellem 1,25 og 1,4 milliarder euro i Frankrig i 2011 svarende til mellem 9,3 og 10,4 milliarder danske kroner. Den primære indtægtskilde kommer fra internetannoncer.

Franske skattemyndigheder har indledt en undersøgelse, der skal kigge nærmere på, hvordan multinationale selskaber flytter rundt på indtægter og overskud mellem forskellige lande.

/ritzau/AFP