Medie: Fransk politi udfører antiterror-aktion i flere byer

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Frankrig er tidligt mandag morgen i gang med en række ransagninger og antiterror-aktioner i flere forskellige franske byer, skriver The Guardian og den franske avis La Depeche.

Mindst tre personer er blevet anholdt i forbindelse med politiets indsats i Toulouse, skriver mediet iTele på Twitter.

Aktionerne er ifølge The Guardian blevet udført i Toulouse, Grenoble, Jeumont og Paris-forstaden Bobigny.

20 køretøjer er ifølge The Guardian involveret i Jeumont-operationen, som har afspærret flere gader, da politiet ransager en bygning. Jeumont ligger tæt på den fransk-belgiske grænse.

Informationerne om politiets ransagninger er ikke blevet bekræftet fra offentlig side, og det er tidligt mandag morgen sparsomt med oplysninger.

Et billede lagt på Twitter af La Depeche viser adskillige politikøretøjer på en mørk gade. Mediet beskriver dem som en del af en antiterror-operation i Toulouse.

Politiet i Frankrig er i højeste alarmberedskab, efter at koordinerede attentater i hovedstaden, Paris, fredag aften kostede mindst 129 mennesker livet i skud- og bombeangreb.

/ritzau/