Medie: Hells Angels og Satudarah har sluttet fred

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

De to rockergrupperinger Hells Angels og Satudarah MC er tilsyneladende indstillet på at begrave stridsøksen efter en uge med flere voldsepisoder de to grupperinger imellem.

Det skriver Ekstra Bladet, der erfarer, at rockerne lørdag holdt et fredsmøde, hvor de diskuterede, hvordan den truende rockerkrig kunne stoppes, inden den brød ud i lys lue.

Også medlemmer af Bandidos skulle have været repræsenteret ved mødet, skriver netavisen søndag.

Ved mødet blev det angiveligt aftalt, at parterne foreløbig holder sig i ro. Samtidig vil man fremadrettet forsøge at få en mere bindende fredsaftale på plads, erfarer Ekstra Bladet.

Politiet har ikke ønsket at kommentere avisens oplysninger.

Konflikten blev antændt natten til den 23. februar under en technofest på sportspubben Lions & Barrels ved Parken i København, da medlemmer af henholdsvis Hells Angels og Satudarah MC kom op at slås.

Under slagsmålet blev der affyret adskillige skud, og tre rockere blev såret af knivstik. Foreløbig sidder en 19-årig mand fængslet for at have affyret fire skud under sammenstødet.

To dage senere forsøgte to medlemmer af AK81 at køre en ung mand fra Satudarah MC ned, da han forlod politistationen på Bellahøj efter at være blevet afhørt om slagsmålet ved Parken.

Samme aften kørte en bil med tre personer en mand ned i Ganløse i Nordsjælland, hvorefter de bankede ham med et jernrør. Offeret kender flere fra Satudarah, men er ikke selv medlem af gruppen.

En mand med tilknytning til Hells Angels blev efterfølgende anholdt og fængslet i 14 dage for påkørslen.

Dagen efter blev 10 personer med tilknytning til Satudarah så anholdt. Ifølge politiet var de på jagt efter medlemmer af Hells Angels eller AK81, som de kunne overfalde.

I deres biler blev der fundet blandt andet spader, jordspyd og en økse. De fik alle 10 i et grundlovsforhør deres anholdelser opretholdt i tre døgn. Politiet løslod dem dog efter et døgn.

Samme dag blev et medlem af Satudarah udsat for et groft overfald i statsfængslet i Horserød. Manden fra HA, der i forvejen er sigtet for påkørslen i Ganløse, er sigtet for overfaldet.

/ritzau/