Medie: Ingen anholdte efter ransagninger i København

Ransagninger på otte forskellige adresser i København er afsluttet uden nogen anholdte. Det erfarer Ekstra Bladet.

Ifølge politiet var det som led i efterforskningen af skudattentaterne i København 14. og 15. februar, at de otte adresser på Nørrebro, Indre By og Amager tirsdag blev gennemsøgt af politifolk.

Skudattentaterne kostede to personer livet ved Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade, inden gerningsmanden selv blev dræbt af politiets skud.

- Vi er fortsat i gang med at klarlægge gerningsmandens og de medvirkendes færden, og morgenens ransagninger skal ses i det lys, sagde politiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi, tidligere på dagen i en pressemeddelelse.

Af hensyn til efterforskningen kunne politiet ikke sige andet om ransagningerne, end at der blev søgt efter yderligere spor i sagen.

Men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det altså ikke personer, man har ledt efter.

For øjeblikket sidder tre personer varetægtsfængslet i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip