Medie: Kinesisk klub er enig med IFK Göteborg om Vibe

Historien om et skifte for Lasse Vibe til kinesisk fodbold er ikke sådan at slå ned.

Selvom danskeren selv har afvist at skifte til klubben Tianjin Teda, melder Göteborgs-Posten mandag ud, at danskerens klub, IFK Göteborg, i princippet har accepteret et bud på 25 millioner svenske kroner, cirka 19,5 millioner danske kroner.

- Det kan jeg ikke kommentere, siger IFK-sportschefen Mats Gren ifølge Göteborgs-Posten.

Ifølge avisen lokker Tianjin Teda den danske landsholdsangriber med en årsløn på 15 millioner svenske kroner, 11,7 millioner danske kroner.

Lasse Vibe scorede i sidste sæson 23 ligamål, hvilket gjorde ham til topscorer i Allsvenskan.

Han kom dog ikke til en større klub i vinterens transfervindue, og spørgsmålet er, om danskeren overhovedet har lyst til at skifte til Tianjin Teda.

- Jeg er ikke interesseret i at flytte til en klub tæt på grænsen til Nordkorea, sagde Lasse Vibe for et par uger siden, da rygterne om et skifte til Tianjin Teda begyndte at tage fart.

/ritzau/

Dagens Gossip