Medie: Kvinde sigtes måske for endnu et drab på sygehus

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

Den 30-årige sygehusansatte, der i forvejen er sigtet for tre drab og et drabsforsøg på patienter på Nykøbing Falster Sygehus, kan stå overfor endnu en drabssigtelse.

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende i forbindelse med et grundlovsforhør, hvor politiet tirsdag ønsker at forlænge kvindens varetægtsfængsling.

Ved retsmødet blev dørene lukket for offentligheden, men inden da nåede anklageren ifølge Lolland-Falsters Folketidende at oplyse, at det overvejes at sigte kvinden for endnu et drab.

Ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fastslår vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, at sigtelserne mod kvinden ikke er blevet udvidet.

- Det er en del af efterforskningen at klarlægge, om der er sket flere drab, siger vicepolitiinspektøren til Ritzau.

Han ønsker ikke at udtale sig yderligere, inden tirsdagens retsmøde er forbi.

I forbindelse med retsmødets start protesterede kvindens forsvarsadvokat, Jørgen lange, mod, at dørene blev lukket.

- Politiet har fået en betydelig grad af arbejdsro allerede. Nu må hensynet til min klient og offentligheden veje tungere end det fortsatte hensyn til politiets efterforskning, lød det ifølge Ekstra Bladet fra Jørgen Lange.

Retten valgte imidlertid at se bort fra anklagerens protest.

Den sigtede blev anholdt af politiet søndag 1. marts. Dagen efter blev hun fremstillet i et grundlovsforhør og har siden siddet varetægtsfængslet.

På Facebook skrev den sigtede selv på dagen for sin anholdelse, at hun havde haft den værste nattevagt nogensinde. Hun var parat til at hænge sig, lød det.

Politiet mener, at hun på vagten slog to mænd og en kvinde ihjel, og at hun derudover forsøgte at dræbe en fjerde, en kvinde.

Det skal være sket ved, at hun intravenøst gav dem et ukendt præparat, fremgår det af sigtelsen.

Nu er spørgsmålet, om endnu et drab skal have fundet sted.

/ritzau/