Medie: Lance vil betale sponsorstøtte tilbage

Lance Armstrong forhandler om at returnere en del af de mange millioner af dollar, som hans tidligere hold, U.S. Postal, modtog i sponsorstøtte.

Armstrong har også antydet, at er han er villig til at vidne mod andre, der har været involveret i doping i professionel cykelsport.

Det erfarer det amerikanske CBS News uden at sætte kilder på oplysningerne.

Justitsministeriet i Washington har anbefalet, at regeringen deltager i en retssag anlagt af en af Armstrongs tidligere holdkammerater, der beskylder den vanærede cykelrytter for at bedrage den føderale regering.

Armstrongs sponsoraftale med det statsejede U.S. Postal indeholdt et forbud mod brug af ulovlige præstationsfremmende midler.

Nyheden kommer tre dage før Lance Armstrongs interview med talkshowstjernen Oprah Winfrey.

Armstrong, der er blevet strippet for blandt andet sine syv sejre i Tour de France-sejre som følge af veldokumenterede anklager om brug af doping, forventes at indrømme en del det påståede misbrug i samtalen med Winfrey.

En kilde siger til CBS, at Armstrong i samtalen erkender brug af doping i forbindelse med hans deltagelse i Tour de France.

Interviewet vises i den bedste sendetid i USA torsdag eller klokken tre natten til fredag dansk tid.

Samtalen blev optaget mandag i Armstrong hjemby, Austin i Texas, men åbenbart ikke som tidligere annonceret i cykelrytterens privatbolig. Ifølge CBS News fandt samtalen sted på et hotel i Austin.

Amerikanske og internationale tv-hold har siden mandag været på plads foran den spansk inspirerede luksusvilla i håbet om at få et glimt af Armstrong eller Oprah Winfrey, skriver CBS.

Lance Armstrong indledte allerede tidligt mandag sin bodsgang, da han besøgte kræftorganisationen Livestrong i Austin for at sige undskyld til personalet.

Det oplyste en talsmand for Livestrong til nyhedsbureauet Reuters.

- Han har haft en samtale af privat karakter med personalet, som igennem flere år har stået bag et vigtigt arbejde for organisationen, siger Katherine McLane ifølge Reuters.

Den tidligere cykelstjerne valgte at trække sig som bestyrelsesformand for kræftorganisationen 17. oktober, men blev i første omgang siddende som menigt bestyrelsesmedlem, inden han 4. november trådte helt ud af bestyrelsen.

I oktober i fjor fældede en 1000 sider lang rapport fra det amerikanske antidopingagentur (Usada) Lance Armstrong.

/ritzau/

 

Dagens Gossip