Medie: Laudrup tager et år mere i Qatar

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Michael Laudrup har tidligere været nævnt parat til en større klub eller måske et trænerjob i USA, men han har, ifølge sin agent Bayram Tutumlu, valgt at tage endnu et år i Qatar-klubben Lekhwiya SC.

Ifølge Tipsbladet.dk har Michael Laudrup forlænget sin kontrakt med klubben med yderligere et år.

Det siger hans agent til fodboldavisen.

- Der var stor interesse for Michael, men der var ikke noget, som var spændende nok for ham. Derfor har han valgt at forlænge kontrakten med et enkelt år, udtaler Bayram Tutumlu til tipsbladet.dk.

Michael Laudrup var nævnt i spil til jobbet som landstræner i Japan, og han har været rygtet til den amerikanske Major League Soccer, lige som hans navn har været nævnt i forbindelse med trænerjobs i Premier League.

Her havde han tidligere pæn succes med Swansea.

Michael Laudrup har været en sæson i Qatar og har haft masser af succes med både en pokaltitel og mesterskabet.

Lekhwiya har også kvalificeret sig til kvartfinalerne i den asiatiske udgave af Champions League. Kvartfinalerne bliver spillet senere på sommeren.

Lekhwiya har endnu ikke bekræftet forlængelsen på klubbens hjemmeside.

Michael Laudrup har tidligere været træner i klubber som Brøndby, Getafe, Real Mallorca, Spartak Moskva og Swansea.

/ritzau/