Medie: Mærsk sætter prisskilt på rederi

Der er blevet ryddet ud i forretningen hos A.P. Møller - Mærsk, som blandt andet har skilt sig af med sin ejerandel i Dansk Supermarked og dernæst Danske Bank.

Og ifølge Berlingske kan endnu et frasalg være på trapperne. Mediet erfarer, at den danske olie- og rederigigant er gang med at forberede et salg af selskabet Esvagt.

For godt en uge siden skal Mærsk have hyret Danske Bank til at stå for salget af Esvagt, erfarer Berlingske fra flere kilder.

I øjeblikket har olie- og rederigiganten en ejerandel på 75 procent i Esvagt, mens de resterende 25 procent ejes af blandt andet den tidligere fiskeriminister Kent Kirk, der er næstformand i bestyrelsen i Esvagt.

Berlingske skriver, at det delte ejerskab med en række lokale erhvervsfolk har givet udfordringer for Mærsk, da de lokale medaktionærer ikke ønsker et salg af Esvagt, fordi de gerne vil beholde selskabet i Esbjerg, hvor det har hjemme, frem for at ende i udlandet.

- Striden med Kent Kirk og co. er blevet løst på en eller anden måde, så nu kan Mærsk endelig komme videre med et salg af Esvagt, siger en kilde med kendskab til processen til Berlingske.

Esvagt, som leverer sikkerhedsydelser offshore til boreplatforme, vil blive sat til salg for cirka fire milliarder kroner og kan blive en interessant sag for kapitalfonde, skriver Berlingske med henvisning til flere kilder.

Selv om presseafdelingen i Mærsk ikke vil kommentere avisens oplysninger om, at salgsarbejdet er i gang, skriver pressekonsulent Mikkel Elbek Linnet følgende i en e-mail til Berlingske:

"Vi støtter fuldt ud Esvagt og vækststrategien – også med den fornødne kapital til investeringer."

"Det betyder ikke, at Esvagt eller andre af Gruppens virksomheder uden for kerneaktiviteterne aldrig kan blive solgt, skulle der opstå en mulighed, som er bedre for dem og for A.P. Møller–Mærsk."

Til Berlingske siger Kent Kirk, at han ikke kender til, at Mærsk skulle være i gang med et salg af Esvagt.

Esvagt har en flåde på 40 fartøjer og beskæftiger cirka 800 medarbejdere.

/ritzau/

Dagens Gossip