Medie: Magnussen er favorit til McLaren-sæde

Skrevet af admin

10/11/2013

Mest læste i dag

Ledelsen i McLarens Formel 1-team har haft en hektisk mødeaktivitet den seneste uge og ser ud til at pege på Kevin Magnussen som teamets andenmand ved siden af Jenson Button i næste sæson.

Det mener i hvert fald det normalt velinformerede motorsportsmedie autosport.com.

Ifølge hjemmesiden har McLaren-folkene i denne uge brugt tid i London på at diskutere, hvorvidt teamets nuværende andenkører Sergio Perez er stabil nok, eller om man skal tage danskeren ind.

Autosport.com skriver, at selv om den endelig beslutning endnu ikke er taget hos McLaren, er følelsen lige nu, at Magnussen skal have en plads i Formel 1, og at han er favorit til at overtage fra Perez.

McLaren-teamets øverste chef Martin Whitmarsh har tidligere udtrykt manglende tilfredshed med Sergio Perez, og han talte omvendt meget varmt om Kevin Magnussen for få uger siden. Da sagde Whitmarsh, at Magnussen fortjener et sæde i Formel 1.

Ud over, at danskeren vandt Formel Renault 3.5 i denne sæson, har han også imponeret i to testkørsler i en Formel 1-racer.

- I Abu Dhabi - på hans tredje omgang, kørte han en tid, som ville have givet ham en sjetteplads i tidskørslen til grand prix'et, sagde Whitmarsh ved den lejlighed.

/ritzau/