Medie: Messerschmidts EU-fonde misbrugte EU-midler for 2.9 millioner

EU-Parlamentets ledelse ventes mandag at beslutte, at de to fonde MELD og FELD, som Morten Messerschmidt (DF) har været formand for, skal betale knap tre millioner kroner tilbage til EU-kassen. Det skriver DR.

De to fonde kan søge penge fra EU til oplysningsaktiviteter. Men støttekronerne må ikke bruges til at føre kampagne ved en national folkeafstemning eller valg. Og ifølge kritikken har fondene netop brugt penge på at profilere Dansk Folkeparti i Danmark.

- Jeg er nok mere forarget end chokeret over indstillingen, som i min optik tydeligt er politisk motiveret, skriver Morten Messerschmidt som reaktion på Facebook.

Det danske medlem af EU-Parlamentet fortsætter:

- Sagen skal behandles mandag aften i Bureauet (parlamentets ledelse, red.), hvor et overvældende flertal af politiske modstandere så skal vælge at tage indstillingen til efterretning eller ej.

- Vi vil selvsagt kæmpe imod. Jeg betragter dette som åbenlys politisk chikane. Og selve processen, hvor det er ens politiske modstandere, der skal træffe afgørelse, er grotesk.

Det er revisionsfirmaet Ernest & Yong, der på vegne af EU-Parlamentet har gennemgået regnskaberne i MELD og FELD og på den baggrund udarbejdet en ekstern revisionsrapport.

- Årsregnskabet giver, efter vores opfattelse, ikke et sandt og fair billede af enhedens (MELD/FELD) nettoformue og heller ikke af årsresultatet, skriver Ernest & Young ifølge DR.

Morten Messerschmidt har blandt andet brugt mere end 1,5 millioner kroner på annoncekampagner, hvor store billeder af ham selv og DF-formand Kristian Thulesen Dahl er det bærende element.

EU-Parlamentets generalsekretær, Klaus Welle, konkluderer ifølge DR i en intern note til parlamentets præsidium, at MELD og FELD skal betale 2,9 millioner kroner tilbage til EU.

/ritzau/

Dagens Gossip