Medie: Mikkel Kessler nærmer sig forårskamp mod brite

Skrevet af admin

19/01/2015

Dagens topnyheder

Boksestjernen Mikkel Kessler kan være tæt på en kamp mod den 28-årige brite James DeGale.

Den engelske avis The Daily Mirror skriver på sin hjemmeside, at danskerens lejr i øjeblikket forhandler med DeGales bagland i forsøget på at sætte en kamp op den 25. april i O2 Arena i London.

DeGales rekordliste viser 20 sejre og et enkelt nederlag i 21 kampe. Briten har dog aldrig mødt en bokser af Kesslers kaliber.

35-årige Kessler har tidligere meldt ud, at han er klar til at indstille karrieren, hvis han ikke snart kommer i ringen.

Danskeren har længe håbet på, at det var muligt at lokke Carl Froch i ringen til et tredje møde mellem de to boksere.

Froch slog i maj 2013 Kessler på point og fik dermed revanche for et nederlag i Herning tilbage i 2010.

Froch virker dog ikke interesseret i en ny kamp. Den 37-årige Nottingham-bokser har udtalt, at han går efter at møde mexicaneren Julio Cesar Chavez Junior.

/ritzau/