Medie: Mourinho laver seks siders ansøgning til United

Skrevet af admin

24/01/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere Chelsea-manager José Mourinho har skrevet en seks sider lang ansøgning til Manchester United.

Det skriver den britiske avis Independent on Sunday. Mourinhos agent afviser dog, at historien har noget på sig.

Den 52-årige portugiser har ifølge avisen i detaljer beskrevet, hvordan han agter at få Manchester-klubben tilbage på sporet.

Manchester United tabte søndag 0-1 til Southampton i Premier League. Nederlaget var blot det seneste i en lang række skuffende resultater for manager Louis van Gaals mandskab, der indtager ligaens femteplads.

Gennem længere tid har der været kritik af van Gaal, men hollænderen har alligevel holdt fast i jobbet.

Independent on Sunday skriver, at José Mourinho er indstillet på at ændre sin kontroversielle og ofte udskældte ledelsesstil, hvis han bliver tilbudt jobbet i United i tilfælde af en van Gaal-fyring.

Portugiseren har det med at havne i konflikter med modstanderholdenes trænere, dommere og endda egne medarbejdere.

I ansøgningen skulle Mourinho desuden beskrive, hvilke ændringer han har tænkt sig at foretage i Uniteds trup.

Den tidligere Chelsea-managers agent, Jorge Mendes, kalder Independent on Sundays historie for tåbelig i en kort udtalelse, som BBC er i besiddelse af.

- Det sker aldrig, at trænere som Mourinho skriver breve til klubber, hvor de tilbyder deres arbejdskraft, lyder det fra Mendes.

José Mourinho blev i december fyret hos ligarivalerne fra Chelsea efter en skidt indledning på sæsonen. Portugiseren har tidligere været træner i Porto, Inter og Real Madrid.

I 2013 blev han sat i forbindelse med managerjobbet i Manchester United efter legenden Alex Ferguson. Dengang gik jobbet til David Moyes.

/ritzau/