Medie: Mursi tilbyder samlingsregering

Den egyptiske præsident Mohamed Mursi tilbyder nu en samlingsregering som mulig løsning på konflikten - med ham selv som præsident.

Det er helt nye toner fra Mursi, der op til militærets tidsfrist, som udløb onsdag klokken 16.30, ellers nægtede at give sig.

Han afviste tidligere onsdag en invitation til dialog med militæret.

- Vi deltager ikke i møder med nogen. Vi har en præsident, og det er det, sagde Waleed al-Haddad, en højtrangerende leder i Mursis parti.

Mursi blev for et år siden valgt i Egyptens første frie valg, men de seneste dage har millioner af egyptere været på gaden for blandt andet at kræve præsidentens afgang.

Det forventes, at den egyptiske hær vil udsende en erklæring om det videre forløb, men udsendelsestidspunktet er endnu ukendt.

Der er usikkerhed om, hvorvidt det egyptiske militær har taget styringen med egyptisk stats-tv.

Ansatte ved tv-stationen fortæller ifølge avisen The Washington Post, at militæret har overtaget styringen i den bygning, de arbejder i.

Men en talsmand for tv-stationen afviser over for avisen, at det skulle være sandt.

- Militæret beskytter bygningen, men situationen er helt normal indenfor, siger Gamal Abdel Fatah, der er leder af Egyptens internationale mediecenter, til Washington Post.

Det egyptiske militær har det sidste års tid været til stede ude foran bygningen, der huser det egyptiske stats-tv. Bygningen ligger ikke langt fra Tahrir-pladsen, der har været centrum for protesterne mod både eksdiktator Hosni Mubarak og præsident Mursi.

I løbet af onsdagen har tropper været til stede i væbnede køretøjer foran stats-tv-bygningen, beretter nyhedsbureauet Reuters.

Mens tidspunktet nærmer sig for militærets tidsfrist til Mursi, forlader flere ansatte ved stats-tv'et deres arbejdsplads. Ifølge Reuters har alle ansatte, der ikke skal være med til at sende direkte, forladt bygningen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip