Medie: Ny millionpulje skal sikre flere pædagoger

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

Når regeringen senere i dag præsenterer sin børnepakke, bliver det uden at foreslå minimumnormeringer i landets daginstitutioner. Det erfarer DR Nyheder.

Regeringen vil ifølge DR Nyheders oplysninger oprette en pulje på 500 millioner kroner, som trods afvisningen af minimumnormeringer skal sikre, at der fremover vil være nok voksne i børnehaver og vuggestuer.

Kommunerne kan søge penge fra puljen til at øge antallet af pædagoger, men det bliver også muligt at søge om midler, hvis institutionerne har andre behov.

Regeringen frygter, at et fastlagt minimum for, hvor mange børn, der må være per pædagog, vil betyde, at nogle kommuner bruger det som en undskyldning for at skære ned på antallet af pædagoger i institutioner, der ligger over normeringen.

Børnepakken vil ifølge DR Nyheders oplysninger også indeholde en styrket sprogindsats for de helt små børn.

Finansieringen af børnepakken ventes at ligge inden for rammen af den offentlige vækst på 0,6 procent, som regeringen har varslet frem mod 2020.

Regeringen præsenterer børnepakken 11.30 under overskriften "En god start på livet for alle børn".

Det sker i Statsministeriets spejlsal, hvor statsminister Helle Thorning -Schmidt (S) sammen med økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) og børne-, ligestillings-, social- og integrationsminister Manu Sareen (R).

Børnepakken har været ventet siden statsministerens nytårstale.

/ritzau/