Medie: Ruslands sportsminister involveret i dopingsnyd

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Dopingskandalen i Rusland fortsætter med at vokse. Som seneste skud på stammen afslører tyske ARD i en dokumentarudsendelse onsdag, at Ruslands sportsminister, Vitaly Mutko, er direkte involveret i dopingsnyd.

Det tyske medie fortæller i en foromtale af programmet, at det har dokumenter, som viser, at sportsminister Mutko har forhindret offentliggørelsen af en positiv dopingprøve fra en russisk fodboldspiller.

TV-stationen melder også, at den har optagelser af trænere, som er udelukket for livstid, der fortsat træner topatleter.

- Det Internationale Atletikforbunds taskforce, som er blevet præsenteret for programmets researchmateriale, har informeret os om, at researchen var "et meget alvorligt anliggende" såvel som en "hastesag" og repræsenterede en "dyb bekymring", skriver ARD i en meddelelse.

TV-stationens afsløringer af doping i Rusland har afstedkommet undersøgelser og indrømmelser.

Ruslands sportsministerium har dog ikke kommenteret beskyldningerne mod sportsminister Mutko direkte, og han har ikke været til rådighed for en reaktion.

Sportsministeriet konstaterer, at det forstår, at doping er et stort problem på verdensplan, og at ministeriet samarbejder med Det Internationale Antidopingagentur (Wada) om at reformere antidopingarbejdet i Rusland.

Det er endnu uklart, om Ruslands atletikudøvere får lov at deltage ved OL i Rio, efter Rusland blev suspenderet af Det Internationale Atletikforbund i november.

OL-skæbnen afgøres efter planen den 17. juni.

/ritzau/Reuters