Medie: Skat fyrer it-direktør Jan Topp Rasmussen

Skrevet af admin

24/09/2015

Mest læste i dag

Nu ruller hovederne i Skat.

Fredag vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et allerede indkaldt pressemøde præsentere en handlingsplan, og flere kilder siger til Jyllands-Postens finansmedie finans.dk, at it-direktør Jan Topp Rasmussen er fyret.

Også Skats inddrivelsesdirektør Jens Sørensen står ifølge finans.dk's kilder til at blive fyret, mens det ser ud til, at topchef Jesper Rønnow Simonsen går fri.

Skat har fredag eftermiddag efter skatteministerens pressemøde om formiddagen indkaldt til et pressemøde, hvor det lyder, at Rønnow vil "gennemgå de organisatoriske forandringer og de personalemæssige konsekvenser" på baggrund af sagen om it-systemet EFI og svindel med udbytteskat.

Skat har længe været ude i en lang række skandaler, der blandt andet handler om det fælles inddrivelsessystem EFI (forkortelse for Et Fælles Inddrivelsessystem, red.), har vist sig at være smækfyldt med fejl.

Det er Jan Topp Rasmussen, der har været ansvarlig for EFI, som Kammeradvokaten har udtalt ville være decideret ulovligt for Skat at bruge i den automatiske gældsinddrivelse.

Hverken Skat eller Skatteministeriet har nogle kommentarer på nuværende tidspunkt.

Kristian Jensen (V), som var skatteminister fra 2004 til 2010 sagde onsdag til Ritzau, at EFI var en fejl.

- Læren af alt det her er, at man it-mæssigt i den offentlige sektor i langt højere grad bør gå efter små opbygninger i etableringen af nye it-systemer i stedet for at holde fast i drømmen om, at man på én gang kan lave den totale omvæltning, sagde Kristian Jensen.

/ritzau/