Medie: Tronskifte på vej i JP/Politikens Hus

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

Mediekoncernen JP/Politikens Hus skifter formand. Jørgen Ejbøl afløses af den nuværende administrerende direktør Lars Munch, der fratræder sin stilling for at blive ny bestyrelsesformand.

Det erfarer koncernens eget netmedie, MediaWatch.

Jørgen Ejbøl, der er tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten og nuværende bestyrelsesformand for mediekoncernen JP/Politikens Hus vil overfor Ritzau hverken be- eller afkræfte sin afgang.

- Jeg har ingen kommentarer, ud over at jeg er på vej til et bestyrelsesmøde, siger Jørgen Ejbøl.

Lars Munch og Jørgen Ejbøl var de bærende kræfter i den historiske fusion mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus i 2003. Siden har de haft deres respektive poster.

Et godt bud på posten som ny administrerende direktør i landets største bladkoncern er ifølge MediaWatch Stig Kirk Ørskov, der i 2010 rykkede op i koncernledelsen fra en post som chefredaktør på Politiken.

Ud over bestyrelsesposten i JP/Politikens Hus, er Jørgen Ejbøl også næstformand i Jyllands-Postens Fond, der ejer 50 procent af aktierne i JP/Politikens Hus.

/ritzau/