Medie: USA overvejer samtaler med ærkefjende om Irak

USA overvejer nu at indlede en dialog med sin mangeårige ærkefjende Iran om den anspændte situation Irak.

Det oplyser en højtstående embedsmand i Washington til den amerikanske avis Wall Street Journal.

Samtalerne bliver muligvis indledt denne uge. Parterne vil blandt andet drøfte, hvordan fremrykningen af den islamistiske gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) skal stoppes.

Der er ingen oplysninger om, hvilke diplomatiske kanaler den amerikanske regering vil vælge for samtalerne.

Men muligvis kan det ske i forbindelse med et møde mandag i Wien, hvor repræsentanter fra USA og Iran samt andre lande mødes for at forhandle om Irans atomprogram.

Samtidig oplyser en irakisk embedsmand til den britiske avis The Guardian, at omkring 2000 soldater fra Iran de seneste timer er blevet sendt ind i Irak for at deltage i kampen mod den islamistiske oprørsbevægelse, som den seneste uge har erobret flere byer i Irak.

Irans præsident, Hassan Rouhani, sagde i weekenden, at landet er parat til på anmodning at hjælpe sit naboland med at nedkæmpe et sunnimuslimsk oprør, så længe det sker inden for rammerne af folkeretten.

Det vides ikke, om Iran har modtaget en sådan anmodning.

The Guardians kilde fortæller, at en styrke bestående af 1500 iranske soldater fredag ankom til den irakiske by Khanaqin. Natten til lørdag krydsede yderligere 500 iranske soldater grænsen.

Styret i Bagdad er under pres, og præsident Nouri al-Maliki har opfordret borgerne til at deltage i forsvaret af landet.

Oprørerne har indtaget flere byer i det nordlige Irak og har som erklæret mål at erobre landets hovedstad.

Søndag har oprørsbevægelsen befæstet sin position i den nordvestlige del af Irak ved at erobre byen Tal Afar.

- Byen blev løbet over ende af militante. Voldsomme kampe fandt sted, og mange mennesker er dræbt. Shiamuslimske familier er flygtet mod vest, mens sunnimuslimske familier er flygtet mod øst, siger en unavngiven person fra styret i byen til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV