Medie: USA vil genåbne stor militærbase i Island

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske flåde overvejer at genåbne sin base i Keflavik i Island, ti år efter at sidste mand ellers lukkede og slukkede på stedet.

Ifølge netavisen Stars and Stripes, der udelukkende skriver om militære forhold, har det amerikanske forsvarsministerium bedt om penge på næste års budget til at bygge en flyhangar på basen, skriver NTB.

USA drev den store flybase uden for Reykjavik fra 1951 og frem til 2006, og den blev regnet som et strategisk brohoved mod Rusland under Den Kolde Krig.

Denne gang er det ifølge Stars and Stripes' kilder i flåden også Rusland, der er årsag til oprustningen. Målet er at kunne holde bedre øje med russiske ubåde.

Hangaren skal angiveligt huse patruljeflyet P-8 Poseidon, der er efterfølgeren til P-3 Orien-flyet, der tidligere var USA's øjne i Nordatlanten.

I dag sender USA Orion-fly fra en luftbase på Sicilien for at holde udkig efter russiske ubåde i den nordlige del af Atlanterhavet.

Tidligere har de islandske myndigheder bekræftet, at Keflavik-basen var et tema, da USA's viceforsvarsminister, Bob Work, besøgte landet i september. Men der er endnu ikke meldt noget officielt ud fra nogen af landene.

Keflavik-basen husede omkring 2500 ansatte fra USA's forsvar, inden basen blev lukket i 2006.

/ritzau/NTB