Medier: Brøndby skal have ny direktør

Skrevet af admin

27/08/2015

Mest læste i dag

Flere danske medier erfarer torsdag, at der skal ansættes en ny direktør i Brøndby IF.

Jyllands-Posten skriver, at Brøndby samtidig med fredagens udsendelse af halvårsregnskab skifter den nuværende administrerende direktør Jesper Jørgensen ud og i stedet ansætter en person, der kommer fra et direktørjob i detailbranchen.

- Beslutningen træffes ifølge Jyllands-Postens oplysninger, fordi Brøndby IF i disse tider oplever, at klubben tjener flere og flere penge på sponsorer. Jesper Jørgensen er mere en administrator med styrker i økonomistyring end en kommerciel stærk direktør.

- Derfor vil Brøndby IF styrke den kommercielle del af forretningen med en ny administrerende direktør. Jesper Jørgensen forsvinder dog ikke fra Brøndby IF, men skal i stedet være finansiel direktør i en udvidet ledelse, skriver avisen på sin hjemmeside.

Der ændres ifølge avisen ikke på det sportslige mål om at blive dansk mester senest i sæsonen 2017/2018.

Ifølge BT blev Brøndbys bestyrelse med storaktionær Jan Bech Andersen i spidsen onsdag enig om at rykke Jesper Jørgensen tilbage i hans tidligere job som økonomidirektør, mens en ny hentes ind som administrerende direktør.

- Jesper Jørgensen har ledet virksomheden, siden Tommy Håkansson blev fyret i februar 2014, og har ifølge BT's oplysninger gjort det til bestyrelsens tilfredshed, men uden den pondus, Jan Bech Andersen kræver for at få opfyldt sin såkaldte Vision 2017, der handler om at skabe et konkurrencedygtigt fodboldhold med en sund økonomi, skriver BT.

/ritzau/