Medier: Formodet gerningsmand løsladt for to uger siden

Skrevet af admin

15/02/2015

Mest læste i dag

Den 22-årige formodede gerningsmand bag weekendens angreb i København blev for omtrent to uger siden løsladt efter afsoning af en dom for grov vold.

Det skriver Ekstra Bladet og DR på deres hjemmesider. Overfor Ritzau afviser politiet at kommentere oplysningen.

Ifølge eb.dk blev manden i december 2014 idømt to års fængsel for grov vold efter at være blevet kendt skyldig i et groft knivstikkeri, hvor en ung mand i 2013 blev stukket flere gange med en kniv i et S-tog.

I kølvandet på knivstikkeriet blev han efterlyst for overfaldet og senere anholdt og dømt.

At den 22-årige allerede nu var på fri fod skyldes angiveligt, at han havde afsonet en stor del af straffen som varetægtsfængslet.

Søndag aften oplyste Københavns Politi, at den afdøde formodede attentatmand er født i Danmark, og at han er kendt i bandemiljøet.

Politiet bekræftede desuden, at manden er kendt for flere kriminelle forhold vedrørende blandt andet overtrædelse af våbenloven og vold.

BT skriver på sin hjemmeside, at manden var bosat i Mjølnerparken i København, hvor bandegrupperingen Brothas holder til.

En talsmand fra Brothas bekræfter overfor avisen, at man kender den 22-årige - blandt andet fordi han tidligere har siddet fængslet sammen med Brothas-medlemmer.

Brothas afviser imidlertid, at han var medlem og tager desuden afstand fra angrebene mod et debatarrangement på Østerbro og mod en synagoge i Krystalgade.

To mennesker mistede livet, mens fem betjente blev såret.

- Vi ved, hvem han er, fordi han er bosat herude i MP (Mjølnerparken, red.). Men han var ikke en af vores. Han var en enspænder, der holdt sig for sig selv. Vi vidste ikke, at han var så langt ude, siger en talsmand fra Brothas til BT.

- Vi tager dybt afstand fra det, der er sket. Det er uhyrligheder, som vi ikke vil kendes ved, siger talsmanden.

Den formodede gerningsmand blev søndag morgen dræbt af politiets kugler på Svanevej i København.

/ritzau/