Medier går sammen i kæmpe fusion

Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier slår sig sammen i et stort fælles selskab med samlet 1325 medarbejdere.

Det oplyser Fynske Medier i en pressemeddelelse.

Samarbejdet omfatter blandt andet dagbladene JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad.

De tre medieselskaber får slagkraft til at opfylde den nye virksomheds væsentligste mission: at styrke og udvikle lokale og regionale medier i de tre moderselskabers udgivelsesområder på Fyn, i Østjylland og i Syd- og Sønderjylland, hedder det i pressemeddelelsen.

De tre selskabers bestyrelser indskyder alle aktiver i Jysk Fynske Medier.

Det gælder dog ikke udgiver-rettighederne til dagblade og ugeaviser, som bliver i moderselskaberne.

Det samme gør i første omgang de redaktionelle medarbejdere. Den redaktionelle linje for de enkelte dagblade fastlægges fortsat af suveræne chefredaktører med reference til moderselskabernes bestyrelser.

Jysk Fynske Mediers vision er at skabe en stærk mediekoncern, som har styrke til ikke bare at fastholde, men også at udvikle de lokale mediers afgørende rolle for demokrati og sammenhængskraft i lokalområderne.

Tanken er, blandt andet, at undersøge mulighederne for at løfte kvaliteten i journalistikken på "en stribe redaktionelle områder", som ikke er lokale.

Omsætningen i det første år ventes at blive 1,6 milliarder kroner. Det samlede oplag bliver 135.000, hedder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip