Medier: A-kasse-kontingentet stiger ikke

Det bliver ikke medlemmerne af landets a-kasser, der kommer til at betale for den arbejdsmarkedsydelse, som skal redde de tusindvis af mennesker, som står til at miste deres dagpenge i år.

Det erfarer både DR og TV2 News.

Enhedslisten og regeringen forhandler i øjeblikket om en ny dagpengeaftale. Her havde regeringen oprindeligt lagt op til, at det var et højere a-kasse-kontingent, som skulle finansiere den aftale, der ventes at falde på plads i løbet af mandag aften.

På vej ind til forhandlingerne, der begyndte klokken 17 i Finansministeriet, understregede Enhedslisten politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), at en stigning i kontingentet er uacceptabel for partiet.

»For Enhedslisten er det uacceptabelt, at a-kasse kontingentet sættes op for at redde de her mennesker,« siger ordføreren.

Hun mener således ikke, det er rimeligt, hvis a-kassemedlemmerne skal betale for følgerne af den dagpengereform, som den forhenværende regering vedtog med støtte fra Dansk Folkeparti og de Radikale.

»Da Vestager, Thulesen Dahl og Lars Løkke forringede dagpengesystem, der fik man ikke rabat på kontingentet. Derfor synes vi selvfølgelig det er ret underligt, hvis man nu, hvor man prøver at lave en redningspakke for de mange tusind, der står til at falde ud af systemet på grund af højrefløjens forringelser, siger, at det skal a-kasse-medlemmerne betale,« siger hun.

BNB

Dagens Gossip