Medier: Michael Schumacher i alvorlig skiulykke

Skrevet af admin

29/12/2013

Dagens topnyheder

Den syvdobbelte Formel 1-verdensmester Michael Schumacher er kommet til skade med hovedet efter et styrt søndag formiddag på en skiferie i de franske alper.

Ifølge Christophe Gernignon-Lecomte, direktør for skiområdet i Meribel, er den 44-årige pensionerede tyske racerkører fløjet til et hospital i Grenoble efter styrtet i Meribel.

- Han var chokeret og lidt rystet, men ved bevidsthed. Han er kommet til skade med hovedet, men det er ikke alvorligt. Han havde hjelm på og slog hovedet mod en sten, siger Christophe Gernignon-Lecomte ifølge BBC.

- Politiet er i gang med en undersøgelse for at finde ud, hvordan ulykken fandt sted. Vi ved endnu ikke, om ulykken skete på en af pisterne eller off-pist, siger Christophe Gernignon-Lecomte til radiostationen RMC.

Schumacher vandt VM-titlen i Formel 1 i 1994 og 1995 med Benetton, hvorefter han vandt fem VM-titler i træk fra 2000 til 2004 med Ferrari.

Efter 2006-sæsonen stoppede Schumacher karrieren, men i 2010 gjorde han comeback - endda i Formel 1 - hos Mercedes.

Her blev det til tre år uden den store succes, og efter 2012-sæsonen indstillede tyskeren karrieren igen.

Schumacher har altid været en fart-junkie. Da han indstillede karrieren i slutningen af 2006, begyndte han at køre motorcykel som sin hobby.

I 2008 deltog han i sit første motorcykelløb, men det var ved at ende galt i februar 2009, da han styrtede på en bane i Spanien.

Schumacher pådrog sig skader i hoved- og halsregionen, hvilket efterfølgende gav ham store problemer med nakken.

Foruden at køre hurtigt på diverse racerbaner har Schumacher en stor passion for skisport og fodbold.

/ritzau/