Medier: Mourinho straffer Chelsea-læge for hurtig hjælp

Skrevet af admin

11/08/2015

Mest læste i dag

Chelsea-manager, Jose Mourinho, begrænser ifølge britiske medier klubbens læge Eva Carnerios fremtidige opgaver i den engelske mesterklub.

Carnerio blev efter weekendens skuffende sæsonåbning med 2-2 mod Swansea hjemme på Stamford Bridge udsat for kritik fra Mourinho, da hun i slutfasen ilede på banen for at hjælpe stjernen Eden Hazard.

På det tidspunkt jagtede et decimeret Chelsea-hold et sejrsmål, men da Carnerios entrede banen, kunne spillet først sættes i gang igen, efter at Eden Hazard var hevet ud over sidelinjen.

- Jeg var ikke tilfreds med lægestaben, for selv om man sidder på bænken som læge eller lægesekretær, så er man nødt til at forstå spillet, sagde Jose Mourinho bagefter om episoden.

- Hvis man går ind på banen for at hjælpe en spiller, så skal man vide, om spilleren har et seriøst problem. Han havde fået et slag og var meget træt.

- Min lægestab efterlod mig med otte spillere på banen i et kontra-angreb efter en standardsituation, og vi var bekymrede for, om vi ikke havde nok spillere, sagde portugiseren.

Kort efter pausen kunne Mourinho se sin målmand Thibout Courtois blive udvist, så Chelsea-holdet var i forvejen i undertal.

Ifølge The Daily Telegraph og Daily Mail vil Eva Carnerio i fremtiden ikke være til stede under holdets kampe og træninger. Aviserne skriver dog, at hun fortsat er ansat som læge for førsteholdet.

På Facebook har Carnerio modtaget stor opbakning efter episoden.

- Jeg vil gerne takke folk for den store støtte. Det betyder meget, skriver hun.

Klublægen har været ansat i Chelsea siden 2009 og blev to år senere forfremmet til læge for førsteholdet.

/ritzau/AFP