Medier: Nordea-chefer i Rusland benytter skattely-selskab

Skrevet af admin

05/06/2016

Mest læste i dag

Beskyldningerne om den nordiske bank Nordeas indblanding i at flytte penge i skattely fortsætter. Ifølge Politiken og DR har chefer i Nordeas egne rækker i Rusland oprettet selskaber i Panama gennem advokatfirmaet Mossack Fonseca.

Nordea fastslår dog overfor DR, at de russiske myndigheder er blevet oplyst om transaktionerne.

Mossack Fonseca er kommet i søgelyset i den såkaldte Panama-lækage, hvor dokumenter har vist, hvordan erhvervsfolk, politikere og andre flytter penge i firmaer på Panama, hvor de undgår at betale skat.

Tidligere har Nordea været i mediernes søgelys for at bistå kunder med at flytte penge i skattely i Panama.

Søndag skriver DR og Politiken, at det er fire nuværende og en tidligere chef i Nordea Rusland, der har benyttet selskabet i Panama.

Ifølge DR viser dokumenter fra Panama-lækagen, at det blandt andet drejer sig om den nuværende administrerende direktør, Mikhail Polyakov, og den mangeårige næstformand i Nordea Rusland, Igor Kogan.

De har angiveligt med hjælp fra Nordea-medarbejdere i Luxembourg og Rusland fået hjælp til at flytte penge til offshoreselskaber i Panama.

Ifølge Nordea benyttes selskaberne ikke til at skjule penge for de russiske myndigheder.

- Vores ledelse i Rusland har bekræftet, at alle oplysninger er indberettet til de russiske skattemyndigheder, skriver Nordea til DR Nyheder.

Banken forklarer videre, at offshoreselskaberne er en lovlig måde at strukturere formuer på i Rusland. Samtidig oplyser banken dog, at de pågældende selskaber nu skal lukkes.

- Det skyldes, at vi ikke ønsker at blive kædet sammen med selskaber, der anses for at operere i en gråzone, skriver Nordea.

Torben Bagge, der er skatteadvokat hos advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og ekstern lektor i skatteret ved Aarhus Universitet, mener ifølge DR, at Nordea står med "et kæmpe forklaringsproblem."

- Jeg synes, det er tankevækkende, at nogen, der sidder i bestyrelsen og i direktionen i Nordea, har de her skattelykonstruktioner, siger han.

/ritzau/