Medier: Prisbelønnet iransk instruktør er død

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

En af de mest betydningsfulde filminstruktører uden for Vesten er død.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Irna og flere andre medier i landet er Abbas Kiarostami død i en alder af 76 år. Han har længe været plaget af sygdom, skriver dpa.

Kiarostami levede sine sidste dage i Frankrig, hvor han var taget til for at få behandling på et hospital, lyder det.

Han blev født i 1940 i Irans hovedstad, Teheran, og i løbet af en karriere på knap fem årtier blev han en af Irans mest anmelderroste filmskabere.

Hans mest berømte værk, "Smagen af kirsebær", delte i 1997 Guldpalmen for bedste film i Cannes med den japanske "Ålen".

Kiarostamis Cannes-vinder er fortællingen om en iransk mand, der vil begå selvmord, men først skal finde en person, der vil begrave ham. Og lige præcis den del af projektet kommer til at volde uoverskuelige problemer.

Kiarostamis film har dog haft begrænset kommerciel succes. I hjemlandet har præstestyret desuden i mange år haft forbud mod at vise hans film.

Gennem en minimalistisk fortællemåde, der er typisk for instruktøren, sætter hans film fokus på iranernes hverdag med dens udfordringer og barrierer, som de især kommer til udtryk i livet uden for de store byer.

Trods de slet skjulte undertoner har Kiarostami ofte understreget, at det ikke interesserer ham at lave film, der er politiske i direkte forstand.

Abbas Kiarostami nåede at tage del i over 40 film. Så sent som i sidste uge blev han inviteret til at blive en del af det akademi, der vælger, hvilke film der skal indstilles til en Oscar.

/ritzau/