Medier: Regeringen peger på F-35 som Danmarks nye kampfly

Skrevet af admin

11/05/2016

Mest læste i dag

Regeringen indstiller kampflyet F-35 (Joint Strike Fighter) til at være det kampfly, der skal erstatte Danmarks F-16-fly. Det erfarer flere medier.

Mere præcist er det en ordre på 27 fly af typen F-35A Lightning II, der produceres af Lockheed Martin, som bliver regeringens anbefaling.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsministeren Peter Christensen (V) vil ifølge en pressemeddelelse fra regeringen oplyse om regeringens anbefaling på et pressemøde klokken 10 torsdag.

Pressemeddelelsen oplyser dog ikke, hvad regeringens anbefaling vil være.

Nyt Kampfly Program-kontoret under Forsvarsministeriet har for kort tid siden afleveret sin evaluering af de tre kandidatfly - det fælleseuropæiske Eurofighter, og de to amerikanske fly F18 Super Hornet og F-35 (Joint Strike Fighter) - til forsvarsministeriet.

Herefter er der lagt op til, at de øvrige partier (SF, R, K, S, DF, LA) får mulighed for at se rapporten, og forsvarsforligskredsen beslutter, hvad der skal være Danmarks kampfly i de næste i hvert fald 30 år.

Venstre udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kan ikke bekræfte, at regeringens indstilling bliver F-35, men han vil dog gerne rose flyet, som han mener, er "det helt rigtige fly" til de opgaver, Danmarks luftvåben skal løse.

- Det skal kunne forsvare os mod potentielle trusler i nærområdet: Et mere aggressivt Rusland, og en verden vi ikke ved, hvad bringer.

- Dernæst skal vi også have et kampfly, der kan være ude på internationale missioner, som eksempelvis den der er i Irak og Syrien.

Hverken Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, eller SFs forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, ønsker onsdag eftermiddag at kommentere nyheden.

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, er dog ikke tilfreds med antallet.

- Jeg synes, det er for få fly, og jeg kan ikke tage stilling til, om det er det rigtige fly, før vi har modtaget rapporten fra det såkaldte kampflykontor, siger han til Ritzau.

- Men jeg er glad for, at vi kan få et forslag fra regeringen på banen, så vi kan komme i gang med forhandlingerne, for vi trænger til at få truffet en beslutning om nye fly. Det kan ikke vente længere.

Den kritik afviser Michael Aastrup Jensen.

- Jeg går ud fra, at det er en militærfaglig vurdering. Det synes jeg ikke, at vi politisk skal gå ind og blande os i.

/ritzau/