Medier: Russisk militærkonvoj er kørt ind i Ukraine

En russisk militærkonvoj krydsede sent torsdag aften grænsen til Ukraine, rapporterer flere britiske medier. Lithauens udenrigsminister, Linas Linkevicius, bekræfter oplysningen og tilføjer, at der er der tale om 70 militære enheder, skriver Reuters.

Ifølge aviserne The Guardian og The Telegraph består konvojen blandt andet af pansrede mandskabsvogne. Journalister fra førstnævnte medie så 23 pansrede vogne med russiske kendetegn krydse grænsen.

Der er ikke tale om den omstridte nødhjælpskonvoj med omkring 280 lastbiler, der tidligere er blevet stoppet på den russiske side af grænsen.

Militærkonvojen ventede angiveligt, til det blev mørkt, før køretøjerne benyttede sig af en grusvej til at køre igennem et hul i et pigtrådshegn, som angiver grænsen mellem Rusland og Ukraine.

Dermed bevægede konvojen sig ind i ukrainsk territorium, som dog styres af prorussiske separatister.

- Vi er meget bekymrede over situationen i Ukraine, fordi vi på den ene sider taler meget om denne såkaldte humanitære konvoj og samtidig ser optrapningen af konflikten, siger Linas Linkevicius på vej ind til et ekstraordinært udenrigsministermøde i Bruxelles.

Konvojen krydsede angiveligt grænsen i nærheden af den russiske by Donetsk, som ligger omkring 200 kilometer øst for den ukrainske by af samme navn.

Nødhjælpskonvojen med de 280 lastbiler er kontroversiel, fordi Vesten og Ukraine mistænker den for at indeholde våben til oprørerne i det østlige Ukraine. Omvendt siger russerne, at den indeholder tiltrængt nødhjælp til folk, der lider under konflikten.

Fredag er ukrainske grænsevagter gået i gang med at inspicere lastbilerne.

Ukraine insisterer på, at konvojen kun kan passere grænsen under opsyn af internationale organisationer såsom Røde Kors eller Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

/ritzau/dpa

Dagens Gossip