Medier: Sanders vandt klart over Hillary i Alaska

Skrevet af admin

27/03/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders vinder Demokraternes vælgermøde - det såkaldte caucus - i delstaten Washington ifølge flere amerikanske medier.

Tidligere er Sanders også blevet udråbt som vinder i Alaska.

Der bliver lørdag stemt hos Demokraterne i Alaska, Washington og Hawaii. I Washington er der flest delegerede på spil med 101.

I Alaska er der 16 delegerede til fordeling og i Hawaii 25 at kæmpe om.

Både Alaska og Washington har en relativ lav andel af sorte og personer med latinamerikansk baggrund.

To vælgergrupper, som i andre delstater hovedsageligt har bakket op om Hillary Clinton.

Ifølge New York Times sejrer Sanders med et stort forspring til Clinton i både Washington og Alaska med opbakning i begge stater fra mindst 75 procent af vælgerne.

Hillary Clinton har dog stadig en solid føring over den 74-årige guvernør fra Vermont, og hun synes i stigende grad at have fokus på det potentielle opgør med republikaneren Donald Trump ved præsidentvalget 8. november.

Republikanerne har ingen valg lørdag.

Næste slag om delegerede for begge partier er primærvalget i Wisconsin 5. april. Næste måneds store valgdag er 26. april, hvor der er valg i fem delstater.

/ritzau/