Medier slagter Club Brugge efter FCM-nederlag

Det er ikke mange rosende gloser, spillerne fra Club Brugge kan læse i de belgiske medier fredag.

Efter at have tævet tre danske hold i sidste sæson tabte den belgiske storklub med 1-3 hjemme til "holdet fra Legoland", som Het Nieuwsblad kalder FC Midtjylland.

- Den mest elendige torsdag i flere år, skriver avisen i en kommentar efter nederlaget, som man også kalder "beskæmmende".

Også avisen De Standaard hiver de mindre flatterende vendinger frem, når det overraskende nederlag skal forklares.

- Pinlig aften: Club Brugge taber hjemme mod Midtjylland, lyder overskriften på avisens hjemmeside.

Hos Het Laatste Nieuws kommenterer den tidligere belgiske topspiller Marc Degryse, og han var heller ikke imponeret over Club Brugges præstation.

Han angriber Club Brugge-træner Michel Preud'Homme for at spare kaptajnen Timmy Simons og i stedet bruge blandt andre den tidligere FC København-spiller Claudemir.

- Med Claudemir og Davy de Fauw i startopstillingen mistede Club Brugge meget kvalitet, lyder kritikken fra Degryse.

Det eneste, som forsvarer Club Brugge i den ensidige kritik fra medierne, går på, at holdet blev snydt for et straffespark.

- Straffespark. Dommer Steve McLean behøvede bare at fløjte for det tydelige brydegreb, men han svigtede, skriver Het Nieuwsblad.

/ritzau/

Dagens Gossip