Medier: Snowden på vej til Moskva

Edward Snowden er ifølge South China Morning Post på vej mod Moskva, hvorfra hans endelige destination kan være Ecuador eller Island. Samtidig rapporterer det russiske nyhedsbureau Interfax, at der med flyselskabet Aeroflot er en billet fra Moskva til Cuba i Snowdens navn.

Hongkons beslutning om at lade whistlebloweren rejse falder næppe i god jord hos amerikanerne, som har sigtet den tidligere NSA-ansatte for spionage, tyveri af statslig ejendom og kriminel udnyttelse af statslig ejendom i USA.

»Den amerikanske regering har tidligere anmodet Hongkongs regering om at få Edward Snowden udleveret til retsforfølgelse,« oplyser Hongkongs regering i en udtalelse ifølge Reuters.

»Men eftersom de dokumenter, som den amerikanske regering har udfyldt, ikke lever op til de retlige krav i henhold til lovgivningen i Hongkong, har Hongkongs regering anmodet den amerikanske regering om yderligere oplysninger... Da Hongkongs regering endnu ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne behandle anmodningen, er der ingen grund til, at Edward Snowden ikke kan forlade Hongkong,« udtaler regeringen videre.

South China Morning Post har tidligere citeret Snowden for at ville tilbyde nye afsløringer om USAs overvågningsprogram, herunder beskyldninger om amerikansk hacking af kinesiske mobiltelefonselskaber.

Den 29-årige IT-tekniker flygtede 20. maj til Hongkong, hvorfra han har udleveret detaljer om hemmelige amerikanske efterretningsprogrammer til internationale medier.

Lækagen har blandt andet afsløret det amerikanske efterretningsvæsens praksis med at indsamle enorme mængder data fra telefon- og internetovervågning af private brugere verden over.

FBI-chefen Robert Mueller har tidligere meldt ud, at USA vil gøre alt for at få stillet Edward Snowden for en dommer.

BNB/Reuters

Dagens Gossip