Medier: Syriske oprørere halshugger tiårig dreng på video: "Børn er vores modstanderes hunde"

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

En video, der tilsyneladende viser syriske oprørere halshugge en palæstinensisk dreng, som beskyldes for at være loyal over for den syriske regering, cirkulerer på sociale medier.

Videoen, der blev lagt på nettet tirsdag, viser en gruppe mænd på ladet af en lastbil med den skrækslagne dreng, som vurderes at være så ung som ti år gammel.

Det rapporterer Al-Jazeera onsdag.

Mændene beskylder drengen for at være medlem af den palæstinensiske væbnede gruppe Liwa al-Quds, der kæmper sammen med styrker fra præsident Bashar al-Assads regering.

- De har ikke flere mænd, så i dag har de sendt os børn. Disse er dine hunde, Bashar, børn fra Liwa al-Quds, siger en af oprørerne ifølge Al-Jazeera.

Ifølge overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder tager en af mændene en kniv og halshugger drengen.

Observatoriet oplyser videre, at drengen blev bortført under kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i byen Handarat nord for Aleppo tirsdag morgen.

Oprørsgruppen Nour al-Din al-Zinki er blevet identificeret som gruppen i videoen. I en erklæring kalder gruppen hændelsen en "individuel fejl, der ikke repræsenterer Nour al-Din al-Zinkis generelle politik".

Nyhedsbureauet Reuters sammenligner optagelserne på videoen med nogle af de værste brutaliteter, som man kender fra den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Ægtheden af videoen er ikke bekræftet fra officielt hold.

/ritzau/