Medier uenige om luftfartsselskab må bruge Airbus A321

Skrevet af admin

01/11/2015

Dagens topnyheder

Der er uenighed om, hvorvidt det russiske luftfartsselskab Kogalymavia kan fortsætte med at benytte flytypen Airbus A321 magen til den, som tidlig lørdag morgen styrtede ned over den egyptiske halvø Sinai.

Ifølge russiske Interfax indstiller Ruslands myndighed for transport alle rejser med typen Airbus A321 fra Kogalymavia.

Men nyhedsbureauet Ria citerer en ansat ved Kogalymavia for, at selskabet ikke har modtaget en udmelding fra Rostransnadsor, som er den føderale myndighed for transport i Rusland.

Et tredje russisk nyhedsbureau ved navn Tass skriver ligeledes, at alle flyvninger med Airbus A321 suspenderes.

- Flyvninger er suspenderet, så længe undersøgelsen afdækker, hvad der forsagede, at selskabets A321-fly styrtede i Egypten lørdag, skriver Tass, at myndigheden har sagt.

Påbuddet skal implementeres med udgangen af mandag 2. november, lyder det.

Et russisk fly af typen Airbus A321 med 224 mennesker om bord styrtede af uvisse årsager ned lørdag morgen i Egypten, og alle om bord formodes omkommet.

En undersøgelse af flyets to sorte bokse bliver indledt snarligst, hvorefter egyptiske og russiske eksperter håber på at kunne forklare flyets skæbne.

Mistanken rettede sig straks mod tilstanden på det nedstyrtede fly, der var af modellen Airbus A-321 og var over 18 år gammelt.

Ifølge Ruslands føderale transportmyndighed fandt man overtrædelser ved luftfartsselskabet Kogalymavia, da man sidst gennemførte en rutinemæssig inspektion. De blev dog udbedret.

Kogalymavia har hovedkvarter i Moskva og blev grundlagt i 1993. Luftfartsselskabet har syv fly af typen Airbus A321 og to A320-fly, og ifølge en optælling af Tass er den gennemsnitlige levetid for A321-fly generelt 17,1 år.

Det forulykkede russiske fly var undervejs fra det populære feriested Sharm el-Sheikh til Sankt Petersborg, men styrtede ned 23 minutter efter, det var lettet.

/ritzau/Reuters