Medier: USA anklager Nordkorea for hackerangreb på Sony

Skrevet af admin

18/12/2014

Dagens topnyheder

Nordkorea står bag et omfattende hackerangreb mod Sony Pictures i november, hvor mailkorrespondancer, lønningslister, film og manuskripter blev stjålet.

Det oplyser flere amerikanske embedsmænd ifølge en række amerikanske medier.

Ifølge CNN har efterforskere i sagen slået fast, at hackerne bag indbruddet arbejdede for Nordkorea, og ifølge kilder vil de amerikanske myndigheder offentliggøre undersøgelsens resultat torsdag.

NBC News rapporterer, at hackerne ikke fysisk befandt sig i Nordkorea, men at de fulgte ordrer fra nordkoreanerne.

- Vi har fundet forbindelser til den nordkoreanske regering, siger en unavngivet regeringskilde i USA til NBC.

Tidligere onsdag aflyste Sony premieren på den amerikanske komedie "The Interview", der ellers skulle have sat et smil på amerikanernes læber 25. december.

Plottet i filmen er en humoristisk parodi på regimet i Nordkorea, men mange amerikanske biografer har trukket filmen tilbage, efter at en gruppe hackere har fremsat en trussel mod de biografgængere, der planlagde at se filmen.

Det fik efterfølgende Sony til at droppe premieren helt. Filmgiganten har dog ikke sagt, at den aldrig vil frigive filmen til biografer.

- De, der angreb os, stjal vores intellektuelle ejendom, private e-mails og følsomme materiale i et forsøg på at ødelægge vores ånd og vores moral. Alt tilsyneladende for at forpurre udgivelsen af en film, de ikke kunne lide, lyder det fra Sony i en erklæring.

Nordkorea har fordømt filmen, og iagttagere har allerede spekuleret i, om landet har spillet en rolle i hackerangrebene, der har været rettet mod Sony. Nordkorea har dog nægtet enhver involvering i sagen.

/ritzau/