Medier: Vestager bliver konkurrencekommissær i EU

Valget af Margrethe Vestager som dansk EU-kommissær ser ud til at bære frugt. Det lader nemlig til, at den tidligere økonomi- og indenrigsminister bliver tildelt en af de tungeste poster i EU-Kommissionen.

Vestager får således angiveligt den magtfulde post som konkurrencekommissær, erfarer flere danske medier.

Posten bliver betegnet som en af de tungere økonomiske poster i EU-Kommissionen. Vestager overtager posten fra spanieren Joaquin Almunia, der har været konkurrencekommissær siden 2009.

Almunia har været regnet som en af de mest magtfulde personer i den afgående kommission, blandt andet fordi han har større beføjelser end de øvrige kommissærer til at træffe beslutninger uden at skulle runde hele kollegiet af kommissærer.

Det er blandt andet Almunia, der har været i clinch med store amerikanske virksomheder som Google og Apple.

Helt aktuelt er konkurrencekommissæren for eksempel involveret i en af alle tiders største konkurrencesager med internetvirksomheden Google, hvis søgemaskiner EU-Kommissionen mener har en for dominerende position på markedet.

Det er også Almunias departement, der har haft ansvaret for at afgøre, om redningsplanen for det skandinaviske luftfartsselskab SAS var i overensstemmelse med EU’s konkurrenceregler, ligesom det var ham, der sidste år idømte medicinalvirksomheden Lundbeck en gigantbøde på 700 millioner kroner.

Margrethe Vestagers særlige rådgiver Christina Holm Eiberg vil tirsdag aften ikke be- eller afkræfte, at Vestager bliver ny konkurrencekommissær, og rådgiveren oplyser, at Vestager først vil komme med en reaktion onsdag.

- Margrethe Vestager vil først kommentere posten, når den kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker fra Luxembourg har sat navne på, oplyser hun til Ritzau.

Danmarks tidligere økonomi- og indenrigsminister har tidligere givet udtryk for, at hun var overbevist om, at hendes post vil blive inden for det økonomiske område.

- Det har jeg en meget stærk fornemmelse af, lød det fra Vestager i et interview med Ritzau for en uge siden.

- Det peger helt entydigt mod et økonomisk arbejdsområde, konstaterede hun.

Den kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker offentliggør navnene på posterne i den kommende kommission på et pressemøde onsdag klokken 12.

Der florerer dog tirsdag aften stadig andre lister over den mulige fordeling af kommissærposter. Således mener nyhedsbureauet Reuters at vide, at Margrethe Vestager får posten som miljøkommissær.

EU-Parlamentet skal i sidste ende godkende Vestager sammen med resten af den nye kommission, som efter planen skal tiltræde 1. november.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV