Medier: Vrag af AirAsia-fly er fundet på 30 meters dybde

Vraget af det passagerfly fra AirAsia, som i weekenden forsvandt med 162 personer om bord, er lokaliseret på bunden af Javahavet. Det oplyser indonesiske embedsfolk onsdag morgen dansk tid ifølge flere medier.

Sonarbilleder viser ifølge Indonesiens eftersøgnings- og redningstjeneste, at vraget ligger på forholdsvist lavt vand.

- Det er mellem 30 og 50 meter under vandet, siger Hernanto, en ansat ved redningstjenesten, på et pressemøde.

Det er fortsat uvist, om flyet er intakt eller slået i stykker, siger en embedsmand fra eftersøgnings- og redningstjenesten til CNN.

Hårdt vejr i eftersøgningsområdet med op til tre meter høje bølger forhindrer dykkere i at undersøge det sted, hvor flyet er styrtet ned.

Det forlød tirsdag, at 40 lig var bjærget efter ulykken, men en talsmand fra flåden har siden sagt, at det tal er forkert og resultat af intern fejlkommunikation.

Det forlyder onsdag, at syv lig er bjærget. Et af disse lig bar redningsvest.

Myndighederne i Surabaya forbereder sig i øjeblikket på at modtage og identificere de omkomne. Der holder blandt andet 130 ambulancer parat til at flytte ligene til et politihospital og indsamle dna fra slægtninge, der er kommet til området.

- Vi beder til, at dette er flyet, så bjærgningen kan ske hurtigt, siger Hernanto.

Ud over lig er der fundet vragrester og bagage i området.

De fleste om bord var indonesere. Der er ikke fundet overlevende.

Flyet havde været i luften i cirka 40 minutter, da det tidligt søndag forvandt over Java-havet sydvest for øen Borneo under en flyvning fra Surabaya til Singapore.

Lige inden havde piloterne anmodet om tilladelse til at flyve en smule højere for at undgå et uvejr på ruten.

Flyet fløj ifølge nyhedsbureauet Reuters i en højde af 32.000 fod, cirka 9,75 kilometer, da flyets kaptajn bad om tilladelse til at stige til 38.000 fod.

Det fik flyet ikke tilladelse til på grund af tæt lufttrafik. Men da flyet kort tid efter fik tilladelse til at stige til 34.000 fod, fik flyvelederne intet svar tilbage fra kaptajnen.

At de bjærgede lig har været fuldt påklædt, kan indikere, at flyet, der var en Airbus A320, var intakt, da det ramte vandet, skriver Reuters. Det understøttes angiveligt af, at vragdelene ikke ligger spredt over et stort område.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV