Medina: Vi er nødt til at hjælpe flygtninge

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Sangerinden og modelkæresten Mikkel Gregers Jensen har fået flygtningesituationen tæt ind på livet. Den sidste uges tid har parret nemlig været på ferie på den græske ø Kos.

- Da vi ankom til hotellet, havde vi brug for en gåtur, og vi endte ude ved havnen, hvor alle flygtningene bliver samlet for at komme videre til Athen. Det var helt sindssygt, og jeg kunne slet ikke bære det, så jeg brød fuldstændigt sammen. Det skulle egentligt bare være en ferie, men det ændrede sig altså radikalt, da vi kom herned, siger Medina til Ritzau Fokus.

Allerede før afrejsen havde den 32-årige hitmager aftalt et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, som hun nu er ambassadør for. Det var først meningen, at hun skulle starte senere, men på grund af situationen begyndte hun straks at dele billeder og historier om mennesker på flugt fra krig på sin Instagram- og Facebookprofil.

- Om natten svømmer folk i land lige uden for vores hotel. De svømmer ved siden af små gummibåde, hvor deres familie sidder i, som de har sejlet i i syv timer fra Tyrkiets kyst. Det er ekstremt ubehageligt at være vidne til, og vi er nødt til at hjælpe, siger hun.

Oplevelserne har sat dybe spor i sangerinde, der opfordrer folk til at støtte de mange flygtninge.

- Jeg ville ønske, at folk så det her med deres egne øjne og hjerter. Jeg tror virkelig, at der er mange mennesker hjemme i sikre og trygge Danmark, der ville have godt af at opleve det her, for det kan være svært at sætte sig ind i. Det er mennesker og familier præcis som din og min, der kæmper alt, hvad de kan for at komme et sted hen, hvor de kan leve trygt. Vi skal tage imod dem med hjertet, siger hun.

I løbet af den sidste uges tid har Medina hørt flere historier, der har ramt hende dybt. Hun har talt med en mand, der er gået igennem bjergene i klipklapper, der var tre numre for små og talt med børn, der ikke har meget tilbage. Det er de historier, hun gerne vil fortælle videre.

- Det er vigtigt at fortælle, at der altså sker noget i verden, der er vigtigere end din villavej, og at skraldemanden ikke kom i går. Jeg vil gerne bruge min stemme på at gøre opmærksom på det her, for der er brug for hjælp. Jeg håber, at jeg kan gøre en forskel, siger Medina, der især kan se, at hun får sin yngre fanskare til at tænke.

- Jeg er glad for, at de kommenterer og sætter sig lidt mere ind i det. Hvis jeg bare kan få ti fans til at sætte sig mere ind i situationen, så er jeg glad. Det er fint, hvis der er nogle, der mener, at jeg lægger for meget op, men jeg gør i det mindste noget. Jeg vil hellere gøre en lille forskel end ingenting.

Sangerinden, der er kendt for hits som "Jalousi" og "Kun for mig", fortsætter samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælp og er ved at planlægge en tur til en flygtningelejr.

/ritzau/FOKUS