Medlem af Pussy Riot er forsvundet

Skrevet af admin

03/11/2013

Dagens topnyheder

Nadesjda Tolokonnikova, der er medlem af musikgruppen Pussy Riot, har ikke givet lyd fra sig i to uger, efter hun er overført fra én russisk fangelejr til en anden, siger hendes mand.

Tolokonnikova gik i sidste måned i sultestrejke for at protestere mod mordtrusler og "slavelignende arbejdsforhold" i straffelejren 400 kilometer fra Moskva.

Hendes mand, Pjotr Versilov, siger, at han ikke har hørt noget til hende, siden hun den 21. oktober blev flyttet. Sporet efter hende hører op ved Tjeljabinsk i Ural-regionen, siger kilder.

- Der findes ingen beviser på, at hun er i live, og vi kender ikke noget til hendes sundhedstilstand, siger han til det amerikanske nyhedsmedie Buzzfeed.

Iagttagere har i et stykke tid forventet, at de russiske myndigheder ville reagere på Tolokonnikovas kritik af forholdene i fangelejren. Nu er hun blevet flyttet.

- Vi tror, at fængselsvæsnet har brugt denne særlige metode til at straffe hende, siger hendes mand.

Justitsmyndighederne bekræfte, at hun er blevet flyttet til en anden fangelejr, men vil ikke fortælle hvor.

Tolokonnikova og hendes kollega i Pussy Riot, Maria Aljokhina, afsoner en toårig fængselsdom.

De blev dømt efter en happening i en kirke i Moskva, hvor de angreb præsident Vladimir Putin og den ortodokse kirke.

/ritzau/AFP