Medvedev: Rusland ønsker et stærkt Ukraine

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Rusland er parat til at styrke sine bånd til Ukraine, men ikke til de folk, der har tiltvunget sig magten ved blodsudgydelser, siger den russiske premierminister Dmitrij Medvedev på Facebook ifølge nyhedsbureauet Ria-Novosti.

I opdateringen på det sociale netværk forudser Medvedev ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det styre, som Ukraines nye ledere står for, vil være meget ustabilt og ende med en ny revolution og mere blod.

Samtidig siger Medvedev, at den væltede præsident Viktor Janukovitjs autoritet praktisk taget ikke er eksisterende, men ifølge Ukraines forfatning er han fortsat statens lovformelige overhoved.

- Hvis Ukraine mener, at han er skyldig, så stil ham for en rigsret og døm ham der. Alt andet er lovløshed, fastslår den russiske regeringschef og tidligere præsident uden at komme ind på, at Ukraine har bedt om at få Janukovitj udleveret fra Rusland.

Han påpeger i sin Facebook-opdatering, at Rusland ønsker, at Ukraine skal være stærkt og stabilt, ligesom landet skal være en forudsigelig og økonomisk velfungerende partner.

Samme toner lyder fra Ruslands viceudenrigsminister Grigorij Karasin, der i et tv-program søndag aften på Rossija 1 siger, at Rusland ikke sætter spørgsmålstegn ved Ukraines suverænitet.

- Vi ønsker, at Ukraine skal være en velstående stat, understreger han ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Problemet med Ukraines territoriale integritet må løses inden for landets grænser, men ikke med diktat fra Kijev, konstaterer han.

- Det er kun naturligt, at dette emne skal løses internt i Ukraine, men de ukrainske myndigheder er også nødt til at tage de ukrainske regioners interesser i betragtning, siger Grigorij Karasin.

- Det, der sker lige nu, ligner en påtvunget fredsaftale, og vi ser den negative reaktion, det har medført på Krim, tilføjer han med henvisning til uroen på den russisk-dominerede halvø.

/ritzau/Reuters