Medvedev: Vi bomber ikke civile i Syrien

Skrevet af admin

13/02/2016

Dagens topnyheder

Den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, afviser beskyldninger om, at det russiske luftvåben rammer civile under bombekampagnen i det krigshærgede Syrien.

- Der er ingen beviser for, at vi bomber civile, selv om alle beskylder os for det, siger han ved sikkerhedskonferencen i München.

Medvedev siger også, at Rusland ikke har "hemmelige mål i Syrien".

- Vi forsøger ganske enkelt at beskytte vore nationale interesser, siger han og tilføjer, at det blandt andet er at undgå, at militante ekstremister kommer til Rusland.

Ifølge Medvedev er der brug for samarbejde mellem Rusland og USA, hvis situationen i Syrien skal bringes til det, han kalder normalisering.

- Jeg vil understrege, at jævnligt samarbejde mellem Rusland og USA bliver afgørende. Og jeg mener jævnligt - hver dag.

Premierministeren gik på talerstolen ved sikkerhedskonferencen, efter at Nato forleden meddelte, at alliancen vil styrke sin militære tilstedeværelse i grænseområderne op til Rusland.

Medvedev siger, at Nato er "uvenlig".

- Vi er gledet tilbage til en periode med en ny kold krig. Natos politiske kurs er fortsat uvenlig og lukket over for Rusland, mener han ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

- Næsten dagligt erklæres vi for en trussel mod Nato som helhed eller separat mod Europa eller Amerika eller andre lande, siger den russiske premierminister, som kritiserer Natos udvidelse og optagelse af østeuropæiske lande efter Sovjetunionens sammenbrud for 25 år siden.

- Europæiske politikere mente, at de skabte et såkaldt bælte af venner ved Europas side i udkanten af EU. At det kunne blive en garanti for sikkerhed, men hvad er resultatet? Ikke et bælte af venner, men et bælte af udelukkelse.

Premierministeren mener dog, at der er håb endnu. Håb om, at forholdet mellem Rusland og Vesten bliver bede.

- Det er svært at skabe tillid, men vi må begynde. Vore holdninger er forskellige, men ikke så forskellige som for 40 år siden, da der stod en mur i Europa.

/ritzau/