Megastjerne aflyser shows efter mandens død

Torsdag meddelte stortalentet Céline Dion på sin Twitter, at hendes mand efter længere tids kamp mod strubekræft var død i en alder af 73 år. Det har fået den canadiske megastjerne til at aflyse sine planlagte shows i Las Vegas i weekenden, skriver Billboard.

- Det er med tunge hjerter, at vi desværre må informere jer om, at Célines optrædener lørdag og søndag er blevet aflyst. Tidligere i dag annoncerede Céline, at hendes mand, René Angélil, er død efter en lang kamp mod kræft, lyder det i en officiel udtalelse på hjemmesiden for Céline Dions shows.

René Angélil fungerede som den verdenskendte stjernes manager, før de fandt sammen som par. Han fik konstateret strubekræft i 2000, og det fik den 47-årige "My Heart Will Go On"-sangerinde til at tage en pause fra musikken af to omgange, så hun i stedet kunne passe sin syge mand.

Parret blev gift i 1994 og nåede at fejre 21 års jubilæum i sidste måned. Sammen har de tre børn.

- Alle os hos AEG og Caesars Palace har Celine og hendes børn i vores tanker og bønner. Vi er også kede af, at der er fans, der har rejst forgæves for at se Celine i weekenden, står der i den officielle udmelding fra koncertstedet.

Céline Dion er kendt for at have en af sin tids absolut største stemmer, og den er blevet belønnet med fem Grammy-priser. Den 47-årige sangerinde vandt tilbage i 1988 den internationale Eurovision Song Contest, da hun stillede op for Schweiz.

Hendes navn og stemme kan heller ikke skilles fra det Oscar-vindende filmhit "Titanic", hvor hendes tolkning af titelsangen "My Heart Will Go On" indkasserede en Oscar.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip