To meget unge fra Djursland er sigtet i narkosag

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

To 17-årige fra Djursland er blevet anholdt og sigtet for at opbevare narkotika, som de ifølge politiet agtede at sælge videre.

Politiet oplyser, at der er tale om hash, men der er ikke oplysninger om, hvor meget der er fundet hos de to unge. Der er heller ikke oplysninger om, hvor stoffet skulle sælges.

Politiet oplyser kun, at de to unge er fundet i besiddelse af "et større kvantum hash".

- Sagen foregår af hensyn til efterforskningen for lukkede døre, så vi kan ikke oplyse mere, siger Østjyllands Politis pressekoordinator, Marianne Morgen.

De to unge - en kvinde og en mand - blev begge anholdt torsdag.

Den 17-årige kvinde blev anholdt torsdag morgen, mens den 17-årige mand først blev anholdt kort før klokken 18. Begge blev anholdt på Djursland, men politiet oplyser ikke, hvor anholdelserne nærmere bestemt skete.

I et grundlovsforhør i Retten i Randers fredag formiddag blev de to unge varetægtsfængslet i hver fire uger.

Der er ikke oplysninger om, hvordan de to unge forholdt sig til sigtelserne. Politiet oplyser dog, at ingen af dem kærede dommerens beslutning om varetægtsfængsling.

/ritzau/