Mejeriet Løgismose: Arla pumper mælkeprisen op

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Det lille fynske mejeri Løgismose anklager nu mejerigiganten anklager Arla for unfair konkurrence. Det skriver LandbrugsAvisen.

Problemet er - ifølge Løgismose, at Arla misbruger sin dominerende position på det danske mælkemarked. De tager for høje priser for at sælge mælk videre til små mejerier, mener mejeriet.

Derfor har man indbragt Arla for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen:

- Vi betaler en urimeligt høj pris i diverse tillæg og afgifter for at købe mælk af Arla, siger Løgismoses direktør Steen Aalund Olsen, der er stærkt utilfreds med prisstrukturen.

- Alene de priser gør, at vores færdige ost bliver fem kroner dyrere per kilo, og det ødelægger konkurrencen, siger han til avisen.

Det er Arlas prisstruktur på salg af mælk til andre mejerier, der især falder Steen Aalund Olsens for brystet. For det har kostet det fynske privatejede mejeri mange penge.

- Jeg tror, at det har kostet os 10 millioner kroner, som vi har betalt for meget i mælkepris, siden de ændrede afregningsmodellen for 10 år siden, siger direktøren.

Det høje priser betyder, at eksempelvis Løgismose skal betale 30-40 øre pr. liter over Arlas priser. Og en del af pengene ryger direkte ned i mælkebøndernes pengepung.

- Ifølge aftalerne i tidligere fusioner er Arla forpligtet til at optage alle landmænd som andelshavere. Men ikke som økologer, siger Steen Aalund Olsen.

- Det kan jeg ikke se logikken i, og det gør, at både landmænd og deres banker er usikre på at forlade Arla og gå til en konkurrent, siger direktøren.

Kommunikationschef i Arla, Astrid Gade Nielsen, siger, at man i Arla er ked af at få en klage fra et andet, dansk mejeri.

- Vi sælger rå mælk til flere mejerier, og vi er meget opmærksomme på vores forpligtelse til at sælge rå mælk til de konkurrerende danske mejerier, siger hun.

Astrid Gade Nielsen ønsker ikke at kommentere sagen yderlig, så længe sagen behandles af myndighederne.

/ritzau/