Mejerigigant lancerer ny minimælk med lavere fedtindhold

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

Arlas minimælk går som varmt brød i de danske supermarkeder. Derfor sænker Arla fedtindholdet i den populære drik fra 0,5 til 0,4 procent.

Reduktionen vil betyde 200 tons fedt mindre i mælken om året. Selvom Arlas direktør, Tomas Pietrangeli, er klar over, at den lille regulering ikke er revolutionerende for sundheden, mener han, at det er et skridt på vejen.

- Det giver sig selv, at vi ikke gør en stor forskel for den enkelte forbruger.

- Men det handler om at se initiativet som en del af et større billede, hvor vi med mindre greb kan justere på opskrifterne i vores produkter, og dermed medvirke til, at mange bække små, gør en stor å, siger Tomas Pietrangeli.

Ifølge Tomas Pietrangeli er det dog ikke for enhver pris at fedtprocenterne sænkes. Derimod er logikken bag, at man bør vælge det sundeste, hvis smagen er ens.

- Tanken bag er ganske enkel. Hvis vi står med to produkter, som smager ens, men har et forskelligt fedtindhold, foretrækker vi nemlig at sende det produkt, med mindst fedtindhold ud til forbrugerne, siger Tomas Pietrangeli.

/ritzau/