To meldes dræbt i togulykke nær Philadelphia

Skrevet af admin

03/04/2016

Mest læste i dag

To personer har mistet livet, og flere andre er såret, efter at et tog er kørt af sporet nær storbyen Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania. Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge selskabet Amtrak, der driver den amerikanske jernbane, var toget på vej fra New York til Savannah i Georgia, da det ramte en rendegraver på sporet lige syd for Philadelphia.

Ulykken har medført, at jernbanedriften mellem New York og Philadelphia er blevet indstillet.

ABC News i Philadelphia rapporterer, at to mennesker er døde. Der er imidlertid ingen informationer fra Amtrak om nogle dødsfald.

Toget havde 341 passagerer og syv ansatte om bord, da ulykken skete.

- Redningsarbejdere er på stedet, hvor nogle passagerer bliver behandlet for deres skader, og en undersøgelse er sat i gang, udtaler Amtrak.

I maj sidste år blev otte mennesker dræbt og flere end 200 såret, da et Amtrak-tog blev afsporet i Philadelphia. Det skete på en strækning, hvor toget måtte køre 80 kilometer i timen, men hvor det i stedet kørte 170 kilometer i timen.

/ritzau/